Dyrevelfærd i produktionen af Tenebrio molitor (melbillelarve)
Der findes ikke en konkret manual til dyrkning af melbillelarver, så deres velfærd sikres. Men der findes gode anbefalinger, – dem følger vi og sammenholdter med vores egen store viden og erfaring med produktion af insekter.
A.Van Huis, Wageningen University forholder sig til hvorvidt insekter kan opfatte og føle smerte, om de er i stand til at sanse samt om de er i stand til at kommunikere. Han oplyser, at en melbillelarve har 25.000 neuroner i hjernen, hvor en bi til sammenligning har 960.000. Men det er ikke hensigtsmæssigt udelukkende af fokusere på antallet af neuroner, da insekter har en lille hjerne. Insekter reagerer på forskellige stimuli, og deres adfærd kan være en strategi for af undgå død. A. Van Huis konkluderer, at der er behov for yderligere forskning, så hvis vi indtil da formoder at insekter er sansende væsener, bør vi også behandle dem som sådan.
Produktion af Tenebrio molitor
Ernæring
Melbillelarvernes kost er tilpasset den cyklus de befinder sig i. Melbillelarvernes hovedernæring er økologisk hvedeklid. Melbillelarver har et lille behov for væske. De helt små larver får det dækket ved at få tilsat en lidt vand via en vandforstøver. De større larver og billerne får væske gennem økologiske grøntsager, som bliver skiftet /tilført to gange ugentlig. Herved har larver og biller kontinuerlig adgang til føde og væske.
Luftkvalitet
Luftkvalitet – temperatur, luftfugtighed og CO2 niveau. For at insekterne vokser og formerer sig, skal der være en temperatur i rummet på min. 25 grader og max. 30 grader. Kernetemperaturen i kasserne skal være max. 38 grader. Luftfugtigheden i rummet skal være mellem 30% og 70% . Ved højere luftfugtighed vil der komme mug i kasserne. Der er ikke evidens for eller erfaring med om højt CO2 niveau påvirker insekterne, men for at være sikker holdes niveauet under 1000 ppm, hvilket er dér mennesker påvirkes. Alle parametre monitoreres dagligt.
Bosted
Melbillelarverne bor i fødevaregodkendte kasser, som er designet til denne produktion. Melbillelarver kan godt lide at gå tæt, men lagene skal ikke være for tykke, da temperaturen i kassen derved kan blive for høj. Kernetemperaturen måles ved fodring, og hvis den overstiger 38 grader deles kassen. Ved rengøring sikres at kasserne er hele, – hvis der er skade på kassen kasseres den.
Billerne/æglæggerne går ligeledes i fødevaregodkendte kasser. De lægger deres æg i bunden af kassen i hvedekliddet. I bunden af kassen er en fintmasket sigte, som æggene kan passere. Æg sorteres fra en-to gange ugentlig.
Sortering
Sortering af larver, foderrester og afføring/fras. Dette sker på en dertil indrettet maskine, der kan sortere i små larver, store larver, døde larver, fras og foderrester. Dette foregår således at melbillelarverne bevæges gennem maskinen på et transportbånd, og til slut ender i en kasse (de samme som anvendes til bolig).
Larver der skal anvendes til fødevarer håndsigtes.
Aflivning.
Inden aflivning opbevares melbillelarverne køligt ved en på 5-15 grader i minimum to dage. Herved tømmes deres tarme, og de kommer til at slumre. Aflivning sker ved nedfrysning til – 22 grader Celsius, denne metode er godkendt af Fødevarestyrelsen. Melbillelarverne opbevares ved denne temperatur i minimum to døgn. Biller som er færdige som æglæggere aflives ligeledes ved frysning.
Skadede biller.
Skulle der være en bille som er skadet, hvilket primært kan ske ved udklækning, tages den fra og aflives ved frysning.
Kasserede døde dyr
Kasserede døde insekter sendes til forbrænding.
Transport.
Transport af levende melbillelarver foregår i transportkasser. Det sikres, at larverne får frisk luft under transporten. Vores salg er udelukkende i Danmark og transporttiden er af kortere varighed, – hvis der er risiko for at temperaturen under transporten kan stige til over 35 grader eller falde til under 5 grader reguleres dette.
Sammenholdt med anbefalinger
International Platform of Insects for Food & Feed (ipiff) anbefaler at følge Brambell’s 5 degrees of freedom.
Disse har vi forholdt os til, og kan som beskrevet ovenfor sikre at insekterne
- – har adgang til tilstrækkelig føde og væske
– er sikret en temperatur og luftkvalitet, som er hensigtsmæssig - – får deres fysiologiske behov dækket i alle stadier af deres livscyklus
– transporteres under forhold, hvor de sikres en forsvarlig temperatur og ventilation - – ikke påføres skade. Dette ved anvendelse af sikre materialer
– har den nødvendige plads de behøver
– bliver aflivet med en hensigtsmæssig metode, således at de ikke påføres smerte - – i deres boliger/produktionsmetode kan have deres normale adfærd, dette ved tilpasning af temperatur, luftkvalitet, føde og pladsforhold
- – ikke udsættes for unødig stress.
Ved at forholde os til Bramwell’s 5 degrees opfyldes ligeledes Velfærdsprincipper og- kriterier fra Welfare Quality. Dog er disse principper og kriterier ikke målrettet insekter, og især punkterne 11 og 12 er svære at overføre.
Beskrivelsen af Tenebrio molitors velfærd er beskrevet ud fra vores faktiske produktion. Vi giver vores insekter de bedst mulige levekår ud fra den viden og erfaring, der er til rådighed.